Hotelkæden Nordic Choice Hotels har udsendt opsigelsesvarsel til 7.500 ansatte i Norden. Det bekræfter hotelkæden overfor Børsen i Norge.
Opsigelserne berører 4.500 ansatte i Sverige og 3.000 i Norge og Danmark. Sammenlagt har Hotelkæden i alt omkring 17.000 ansatte.
Hotelkæden udelukker ikke, at flere medarbejdere kan blive fyret, hvis Corona-krisen trækker ud.
»Vi håber, at vi ikke bliver nødt til at ty til yderligere reduktioner i bemandingen, men hvis restriktionerne beholdes, og bookingerne fortsætter med at udeblive i fremtiden, er der desværre flere, der vil blive berørt,« siger CEO Torgeir Silseth til børsen.
Hotelkæden er ejet af den flamboyante norske milliardær Peter Stordalen.
Nordic Choice Hotels er en af de virksomheder, der bliver aller hårdest ramt af de restriktioner Norge, Danmark og Sverige har indført. Restriktioner som blandt andet betyder grænselukninger, forbud mod at rejse og forbud mod at være mere end ti personer samlet.
»Vores hoteller er stadig åbne, men gæsterne bliver færre og færre,« siger Torgeir Silseth.
Han forklarer, at Corona-krisen kan dræbe hotelkæden, hvis den trækker ud og gæsterne bliver væk.
»Hvis for eksempel 89-90 procent af omsætningen svigter i ti til tolv måneder, er der ikke noget selskab tilbage. Ingen kan håndtere en sådan økonomisk tsunami, ikke engang os,« siger han.