Det er ikke kun direktionen i trævirksomheden Keflico, der kan nyde godt af et særdeles klækkeligt 2020. Også virksomhedens medarbejdere får en andel i form af en økonomisk bonus.

Således bliver en halv million kroner tildelt Keflicos medarbejdere.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

»Vi er meget tilfredse med det flotte resultat, vi har skabt i 2020, hvor vi endnu en gang har nået nye højder i Keflico. Resultatet skal i høj grad tilskrives medarbejderne, som har ydet en fantastisk indsats for, at vi har kunnet imødekomme den høje aktivitet i branchen.«

»Som tak for indsatsen har vi helt ekstraordinært valgt at belønne medarbejderne ved at fordele cirka en halv million kroner af overskuddet mellem dem. Det er takket være medarbejderne, at vi kan levere de gode resultater,« siger den administrerende direktør i Keflico, Mads Stenstrop.

Han tilføjer, at virksomheden har indført en fast overskudsdeling, der også i fremtiden skal sendes i medarbejdernes retning.

Tallene i Keflicos regnskab vidner da også som de »gode resultater«, Mads Stenstrop omtaler.

Omsætningen er steget med ti procent til 336,5 millioner kroner, indtjeningen er fordoblet til 12,3 millioner kroner skat.

Og endelig lyder overskuddet på 9,6 millioner kroner – i 2019 lød det på 4,3 millioner kroner.

Keflico, som tæller omkring 50 medarbejdere, importerer træ fra store dele af kloden, som de så sælger videre til den danske bygge- og møbelindustri.

Til trods for et corona-præget 2020 har det altså ikke forhindret virksomheden i at udbygge.

»Vi har oplevet en overvældende stor efterspørgsel på alle dele af vores sortiment i 2020. Det har været helt tydeligt, at danskerne har realiseret mange af deres boligdrømme i det forgangne år, hvilket har skabt en høj aktivitet i både den træforbrugende industri og hos de danske tømmerhandlere,« lyder det fra den kommercielle direktør i Keflico, Camilla Hyldgaard Thomsen.

Keflico har eksisteret siden 1953 og har base i den nordjyske by Støvring.