Danske kvinder og børn bar deres tøj i stor stil. Stifterne blev milliardærer. Fremtiden så lys ud.

Den danske modevirksomhed Noa Noa var en kæmpe succes i 1990erne – men nu er historien en helt, helt anden.

Noa Noa har netop præsenteret sit seneste regnskab.

Og det er – igen – blodrødt.

Den hæderkronede, men kriseramte modekoncern tabte sidste år 27 millioner kroner efter skat. Det skriver Finans.

Det er bestemt ikke det eneste krisetegn i Noa Noas seneste regnskab.

Også omsætningen har taget et kæmpe dyk på hele 40 procent og er nu på under 100 millioner kroner – for første gang i mere end 10 år.

Noa Noa erkender da også, at krisen kradser – og peger på især én grund til det skuffende regnskab.

»Coronakrisen har gjort, at vi lander, som vi gør. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været et rigtig, rigtig hårdt år for os,« siger Noa Noa's bestyrelsesformand Jørgen Nielsen til Finans.

Noget af en deroute for Noa Noa, som var en kæmpe succes i 1990erne og starten af det nye årtusinde.

Her fik de to brødre Harald og Lars Holstein Holsteinborg opbygget deres livsværk til en kæmpe milliardforretning, der gjorde dem begge til milliardærer. Det kan du læse mere om her.

I 2007 solgte de to brødre 90 procent af deres livsværk til kapitalfonden Axcel. Dengang omsatte Noa Noa for over 600 millioner kroner og havde et overskud på 160 millioner kroner før skat.

Noa Noa blev i 2018 overtaget af kapitalfonden Greystone, men endnu er det ikke lykkes at få modekoncernen tilbage til fordums storhed.

I dag har Noa Noa butikker i mere end 18 lande.