Boligejere uden for hovedstadsområdet har endnu prisstigninger til gode, vurderer Nationalbanken.

København. Prisen på at købe hus eller lejlighed omkring København er steget markant de seneste år.

De seneste måneder er priserne på lejligheder dog faldet, men det er ifølge Nationalbanken et sundhedstegn.

Banken peger på, at lejlighederne i højere grad end resten af Danmark er finansieret med mere risikable lån.

Samtidig er priserne steget hurtigere end udviklingen i lønninger og renter ellers umiddelbart ville give plads til.

- Opbremsningen i priserne er derfor velkommen, skriver Nationalbanken i en analyse.

Nationalbanken forklarer de faldende priser med meget nybyggeri omkring København og nye regler for boligskat, som træder i kraft i 2021.

Derudover blev reglerne for boliglån strammet i starten af året.

Det betyder, at forgældede boligkøbere ikke længere har samme adgang til de mest risikable lån med kort løbetid og afdragsfrihed.

Mens priserne i området omkring København ser ud til at have toppet for nu, spår Nationalbanken stigende priser rundt i Danmark.

På landsplan ser banken boligpriserne stige 3,8 procent i år. I 2019 er der udsigt til en fremgang på 3,1 procent.

- Årene med høje prisstigninger i København trækker priserne op i omegnskommunerne og videre ud i landet.

- Det sker med en vis forsinkelse, så den afdæmpning, der nu ses i København, vil først efterhånden smitte af på resten af boligmarkedet, skriver Nationalbanken.

I august var der samlet 35.820 huse til salg på landsplan, hvilket er fire procent højere end året før.

Samtidig havde 7989 lejligheder et til-salg-skilt i vinduet. Det er en stigning på 16 procent over det seneste år.

/ritzau/