Siden møbelfabrikken HKC Møbler fra Vinderup i Vestjylland kom ud af 2018 med et stort underskud, har det været svært at få virksomheden på ret køl.

Året efter voksede underskuddet til to millioner, og nu er virksomheden blevet erklæret konkurs.

Det siger kuratoren Flemming Jensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

»Det er i 2019, at det er gået helt galt, og driftsregnskabet viste et underskud på to millioner kroner, og det er meget for en virksomhed af den størrelse i en vanskelig branche. Der har desuden været et par større reklamationssager i 2019,« siger Flemming Jensen til lokalavisen.

Det er grundlægger og direktør Hans Kurt Christensen, der i 2008 startede virksomheden, der har måtte begære fabrikken konkurs. Ifølge kuratoren var han klar over, at det store underskud gjorde det umuligt at køre fabrikken videre, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Virksomheden vil inden konkursen forsøge at sælge så meget af virksomheden som muligt, men det vurderes ikke, at hele virksomheden kan sælges til andre i branchen, og at medarbejderne dermed kan beholde deres arbejde under en anden arbejdsgiver.

HKC Møbler har særligt fremstillet reoler og sofaborde, og nu står 10-15 medarbejdere til at blive arbejdsløse.