Trods en mild vinter og en meget varm sommer var danskerne alligevel ikke til at holde inden for landets grænser i 2018.
I hvert fald ikke hvis man spørger rejseselskabet Sunweb, der oplevede en øget omsætning i det forgangne år på 40 millioner kroner. Det betyder, at de kommer nærmere de store rejsekonger i Danmark.
Efter regnskabet er Sunweb nemlig Danmarks femtestørste rejseselskab. De solgte lige over 100.000 rejser i 2018.
De har dog stadig et stykke op til Spies, der er det førende danske rejseselskab. De solgte omkring 300.000 rejser sidste år.
Resultatet er noget, som vækker glæde hos Sunweb, når de sammenligner sig med deres konkurrenter, men der er ikke komplet tilfredshed hos direktøren.
»Vi kunne have gjort det bedre, men vi har tilsyneladende gjort det bedre end de andre. De fleste rejsebureauer ligger lavt, når vejret er godt,« forklarer Deniz Jensen, der er direktør i Sunweb i Danmark, til Finans.dk.
Og netop det gode vejr i 2018 kan sagtens gå hen og få konsekvenser for regnskabet i 2019 også. Deniz Jensen fortæller, at danskerne i år har holdt fingeren fra købeknappen.
Dermed krydser man fingre for, at sommeren ikke bliver lige så ekstrem, som den var sidste år.
»Vi vil gerne tage en bid af kagen hvert år. Vi kommer nok ikke til at vokse så meget, som vi har gjort de seneste år, men vores mål er at vokse stille og roligt. På den måde bliver det også billigere for vores gæster at rejse,« forklarer Deniz Jensen.
De fire rejseselskaber, som ligger foran Sunweb i Danmark, er Spies Rejser, TUI, Apollo og Bravo Tours.
Sunweb har indtil videre solgt charter-, ski- og kør selv-rejser, men fremover har man valgt at afskaffe det sidste, og satse endnu mere på danskerne, der vil til solen eller sneen.
Sunweb har hovedkontor i Rotterdam i Holland.
