Den seneste melding fra Udenrigsministeriet lyder, at alle rejser, uanset hvor det er i verden, frarådes.

Det kræver derfor ikke den store kugleramme at regne ud, hvilken branche der bløder rigtig stort lige nu og vil gøre det i den kommende tid.

Kufferter er skiftet ud med toiletpapir, og solcreme er byttet lige over til desinfektionsmiddel.

Rejsebranchen må kigge langt efter deres kunder, og det kommer til at fortsætte sådan i rigtig lang tid.

Derfor har foreninger i branchen nu besluttet at gå sammen for at råbe efter hjælp.

'Branchen er i chok og har fra den ene dag til den anden fået revet tæppet væk under fødderne. Rejsebureauernes økonomi bliver ramt dobbelt hårdt, fordi pengene fosser ud med massive tilbagebetalingskrav fra rejsende, der ikke skal afsted på planlagte rejser, og samtidig er vores fremtidige indtægtsgrundlag smuldret, når ingen rejser ind eller ud af Danmark som følge af myndighedernes anbefalinger.'

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, og fra Henrik Specht, direktør i brancheforeningen Rejsearrangører.

'Det er livstruende kritisk, og vi ser desværre ind i massefyringer, konkurser og lukninger af en hel branche i løbet af få dage, hvis vi ikke får en akut politisk håndsrækning øjeblikkeligt,' lyder det i pressemeddelelsen.

Det der specielt er dyrt for rejsebranchen er, at der nu skal investeres rigtig meget i tilbagetrækningen af alle de danskere, der er fanget i udlandet og skal hjem som følge af Udenrigsministeriets anbefalinger. Det betyder eksempelvis, at fly skal flyve tomme til destinationer for at hente de rejsende.

»Det er en særdeles vanskelig situation for rejsebranchen. Man har jo aldrig oplevet en lignende situation, hvor alle rejsedestinationer fra Danmark bliver frarådet,« forklarer Henrik Specht til B.T.

Han påpeger, at de har en rigtig god dialog med ministerier i forhold til at få den støtte, som rejsebranchen har brug for for at kunne komme igennem denne krise, men tidspresset kan også mærkes lige i nakken.

»Vi taler jo faktisk ikke dage, før vi skal have en afklaring. Vi taler timer. Det er en nødvendighed. Men jeg glæder mig over dialogen, som vi har haft indtil videre,« siger Henrik Specht.