Nedlukningen af Danmark har haft store økonomiske konsekvenser for forlystelsesparker.

Og 2021 startede da også hårdt ud for Sommerland Sjælland. Men nu er det blevet året, der slår alle rekorder, før sæsonen overhovedet er slut.

Kåre Dyvekær kan næsten ikke få armene ned. Han er direktør for Sommerland Sjælland i Odsherred Kommune, som har slået rekord i antal af besøgende.

Det skriver TV 2 ØST.

Sommerlandet har sukket efter besøgende. Og nu må man altså sige, at de er der. Mere end 200.000 har nemlig lagt vejen forbi parken.

»Gæsterne er simpelthen strømmet til. Jeg tror, at det i høj grad handler om, at vi de seneste år har markeret os i stadig højere grad herhjemme – og også har markeret os som et sted for små børn. Derfor ser vi en stigning blandt børnefamilierne – og bedsteforældre, der tager børnene med. Det er som om, at vi er mere til stede i gæsterne bevidsthed,« siger Kåre Dyvekær til TV 2 ØST.

Besøgsrekorden er dog desværre ikke lig med et stort overskud.

Sommerland Sjælland havde nemlig røde tal på bundlinjen i 2020 som konsekvens af coronapandemien. Derfor lander et godt 2021 et tørt sted for parken.

Og når der kommer penge i kassen, så har sommerlandet, ifølge Kåre Dyvekær, en liste af ting, de vil forbedre. På den står blandt andet attraktioner, service og logistik i parken.