Coronakrisen og de langvarige nedlukninger har ikke gjort det let at være restauratør det seneste år. Det ved de danske Michelin-kokke Søren Jakobsen og William Jørgensen efterhånden alt om.

Igen må de nemlig se én af deres to toprestauranter under konkursbehandling. Det skriver Finans.dk.

Denne gang er det selskabet bag gourmetrestauranten Atrium i Aarhus, der er gået konkurs.

Atrium blev sidste år tildelt en såkaldt Michelin Plate – symbolet på, at kokkeparret ikke er uden evner i et køkken. Men det har desværre ikke været nok til at holde spisestedet kørende.

Alligevel krydser erhvervsmanden Lars Jørgensen, der er en del af ejerkredensen bag restauranten, fingre for, at stedet kan overleve på sigt. Det fortæller han Finans.dk:

»Selskabet bag Atrium var ikke i stand til at fortsætte efter corona. Jeg har en interesse i at se, om vi kan drive restauranten videre, og det forventer jeg, at vi kan finde en løsning på«.

Det er ikke første gang, at hverken kokkeparret, Søren Jakobsen og William Jørgensen, eller erhvervsmanden Lars Jørgensen løber ind i en konkurs.

I marts i år blev den aarhusianske Michelin-restaurant Gastromé, som trioen også står bag, nemlig begæret konkurs.

Restauranten opstod dog efter kort tid som en del af et nyt selskab.