I videoen øverst kan du få et overblik over striden, der kan lægge store dele af den offentlige sektor midlertidigt ned.

Efter 19 timer i Forligsinstitutionen endte parterne uden en aftale om overenskomst, som de fleste håbede.

København. Hvis de statsansatte ville have betalt frokostpause skrevet ind i ny overenskomst og otte procent mere i løn, var prisen en stribe nye og uspiselige krav for lønmodtagerne.

Det skriver Jyllands-Posten, der er i besiddelse af de statslige arbejdsgiveres afviste udspil og har talt med flere fra forhandlingslokalet.

Ved midnatstid tirsdag smed arbejdsgiverne et stort samlet tilbud på forhandlingsbordet.

- Betalingen blev pludselig meget høj, og det var helt utilstedeligt, at de kom med en lang liste med flere nye krav på det tidspunkt i forhandlingerne, siger en unavngiven central kilde i forhandlingerne til avisen.

Ifølge Politiken kredsede tilbuddet ikke overraskende om de tre store knaster: løn, arbejdstid og betalt spisepause.

Det har kilder fra begge sider af forhandlingsbordet også bekræftet overfor avisen.

Forhandlerne fra arbejdstagerside var særligt forarget over, at man ville erstatte den såkaldte månedsnorm med en kvartalsnorm.

Det vil ifølge Jyllands-Posten betyde, at arbejdsgiverne vil have større mulighed for at øge arbejdstiden ved travlhed og sænke den senere igen.

Men så længe det hele afvikles inden for den aftalte normperiode, kan det ske uden at kompensere med overtidsbetaling.

Derudover skal der også i udspillet indgå en senere udbetaling af genetillæg og ændringer i reglerne for fridage.

Dertil kom også, at loftet over en højere ugentlig arbejdstid på særaftaler blev fjernet.

Der er spået om afgørende forhandlinger, når parterne mødes igen i Forligsinstitutionen fredag klokken 10.

/ritzau/