Der skal være et større fokus på privatlivet fremadrettet, mener Facebook, der den kommende tid får make-over.
Fremtiden er privat, og derfor skal Facebook også i højere grad være det.
Det er kernen i det, som det sociale medies stifter, Mark Zuckerberg, fortæller tirsdag på Facebooks udviklerkonference i San Jose i Californien.
Det skriver teknologi-siden The Verge.
»Over tid tror jeg, at den private sociale platform bliver endnu mere vigtig i vores liv end vores digitale bykvarterer,« siger Mark Zuckerberg.
»Så i dag lægger vi ud med at tale om, hvordan det kan se ud som produkt, hvad det betyder at få gjort din sociale oplevelse endnu mere privat, og hvordan vi bliver nødt til at ændre måden, vi driver vores virksomhed på for at bygge det,« siger han.
I den kommende tid bliver det sociale medie ændret. Der sker et skifte fra det klassiske nyhedsfeed og offentlige opslag hen mod en mere privatlivsfokuseret kommunikationsplatform, skriver The Verge.
Blandt andet vil der i højere grad blive fokuseret på grupper og begivenheder.

CCN skriver, at brugere allerede vil opleve nogle af ændringerne på app-funktionen med det samme, hvorimod Facebooks nye hjemmeside først er færdigudviklet om et par måneder.
Udseendemæssigt vil vanlige Facebook-brugere også kunne se markante ændringer.
Selve logoets form ændres fra en firkant til en cirkel, mens Facebooks vanlige farve, blå, også vil være mere lys i dét end før set.
34-årig Mark Zuckerberg grundlagde Facebook tilbage i 2004 i en alder af blot 20 år og er siden vokset til en milliardvirksomhed. I starten af 2019 blev det anslået, at tæt på 2,5 milliarder mennesker på verdensplan benytter sig af Facebook.


