»Der bliver i øjeblikket talt en del om, at luften er gået af boligmarkedet, men det er, som om tallene ikke viser det, vi oplever ude i forretningerne.«

Sådan lyder det fra Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Under coronakrisen skulle pengepungen være fyldt og beslutningerne træffes hurtigt, hvis man skulle have fingrene i en ny bolig.

Og selvom det nu begynder at vende, blev der stadig solgt 13 procent flere boliger sidste uge end for bare fem år tilbage.

Det skriver ejendomsmæglerkæden Estate i en pressemeddelse.

»Hver dag får vi henvendelser fra kunder, der både ønsker at købe og sælge, og der er faktisk fint gang i handlerne,« siger Thomas Hovgaard.

Og knækket på den opadgående kurve er ifølge ham heller ikke en dårlig ting.

Faktisk ser han stabiliseringen som en positiv udvikling, der vil gavne kunderne.

»At handle bolig er en kæmpe handling for de fleste, og det bør helst ske under rolige omstændigheder, så man træffer den rigtige beslutning,« siger han og fortsætter:

»Der er vi i højere grad nu end for et år siden, hvor man skulle være vaks ved havelågen, da boligerne blev revet ned af hylderne.«