Er du en af de mange, der har fået refunderet koncertbilletter og smadret drømmen om fællessang i bøgeskoven eller foran Orange Scene til sommer?

I givet fald er du ikke alene.

Hvad mange måske ikke lige tænker over, er, at det ikke kun er kunstnere, koncert- og festivalarrangører – og dig selv som publikum – der lider efter de mange aflysninger i kølvandet på coronakrisen.

Da Mette Frederiksen forbød store forsamlinger til og med 31. august, blev fremtidsudsigterne samtidig for alvor dystre for alle de underleverandører, der sørger for større arrangementer, koncerter og events.

Torben Pedersen er direktør i Nordic Rentals, en af de største virksomheder af sin slags i Danmark.

Derudover er han næstformand i AV Brancheforeningen. Han har selv sendt 71 ud af 73 medarbejdere hjem, og i marts måned var hans omsætning lig nul.

Over for Finans.dk tøver han ikke med at betone alvoren i situationen.

»Selv om det nok er noget, alle vil sige, så mener jeg, at vi er den branche, der er hårdest ramt. Jeg håber virkelig, at vi får noget opmærksomhed fra politisk hold, for ellers bliver dette en rygende ruin,« siger han til Finans.dk.