For Camilla Balle begynder en ny epoke i går, fredag.

Her åbnede skaberen af modetøjsbrandet Basic Apparel sin første fysiske butik.

Og det er ikke bare et udtryk for den enorme vækst selskabet har været igennem, siden det tidligere på året blev landskendt i 'Løvens Hule', hvor Jesper Buch tidligere lagde sin største investering nogensinde i det populære DR-program: To millioner kroner for 23 procent af virksomheden.

Det er også fordi, at Basic Apparel har sagt nej til at sælge sine produkter i kædeforretninger og stormagasiner – som i mange danske byer er det, der hovedsageligt ligger i gågader og lignende.

»Det kan være rigtig svært at finde multibrandforhandlere i centrum af eksempelvis Aarhus. Når man nærmer sig gågaden i de større danske byer er det primært kædebutikker, der er placeret, og derfor mener vi også, at det er vigtigt at hejse flaget for brands som vores. Det er det, vi gør nu ved at åbne vores egne butikker,« siger Camilla Balle til Finans.dk.

Det er i København, at hun åbnede den første butik fredag kl. 12, nærmere bestemt i Kronprinsensgade.

'Vi åbner den fedeste butik i hjertet af København,' som det lyder på Facebook.

Senere er det planen, at der skal åbne flere butikker i større danske byer.

Økonomisk har det været et stort år for Basic Apparel, for ifølge Finans.dk forventes der det største overskud nogensinde. På omkring tre millioner kroner. Omsætningen har også været rekordstor: Omkring 50 millioner kroner.

Camilla Balle har tidligere fortalt til B.T., hvorfor samarbejdet med Jesper Buch har været så godt:

»Jeg synes, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med, at vi begge er fra nogenlunde samme egn af Jylland. Jeg synes, at jargonen og kemien er der, så man godt kan sige noget til hinanden. Der er sådan en dejlig uformel og 'nede på jorden'-tone samtidig med, at der er tempo på, og det passer godt til mig« lyder det fra iværksætteren, der oprindeligt er fra Esbjerg, mens Jesper Buch er fra Vamdrup uden for Kolding.