2021 ender bedre end forventet for smykkegiganten Pandora. Alligevel tager kursen på aktien sig et dyk på næsten fem procent.
Kort før lukketid kunne Pandora meddele aktiemarkedet, at 2021s vækst bliver bedre end egentlig antaget.
Det skriver Finans.
Smykkegiganten har meldt en opjustering af både den organiske vækst – altså vækst, der er uden opkøb af andre virksomheder eller fusioner – og indtjening i året.
Men samtidig meddeler virksomheden også, at de kommer til at lukke flere forretninger. Det drejer sig om 25-50 af selskabets 2.700 konceptbutikker.
Tidligere havde forventningen fra ledelsen ellers lydt, at der ikke ville ske større ændringer på det område.
Men nu har piben fået en anden lyd, og det kan ifølge Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank, være derfor at aktien dykker 4,6 procent.
Det har han forklaret til Finans.
»Det kan dog også opfattes som en positiv melding, at Pandora tilpasser i en tid, hvor den organiske vækst vokser mere end forventet. Det må være udtryk for, at det digitale salg af smykkerne udvikler sig endnu hurtigere og i høj fart, som vi har set under coronaperioden,« lyder det fra Per Fogh til Finans.
Pandoras smykker sælges i mere end 100 lande og har hovedsæde i København.


