Den danske stormagasinkæde Magasin er til salg. Men det er angiveligt svært at finde en køber.
Den kriseramte ejer af Magasin, britiske Debenhams, har længe kæmpet for at undgå konkurs. Derfor forsøger han ihærdigt at sælge kæden, men møder kolde skuldre.
Både en detailgigant og en dansk milliardær, man ellers så som potentielle kunder, der kunne blive Magasins redning, har ifølge Børsen afvist tilnærmelserne om at købe kæden.
Der er tale om Anders Holch Povlsen, kendt som Bestseller-milliardæren, og Salling Group.
»Salling Group har ingen aktuelle planer om at overtage Magasin,« skriver Salling Groups kommunikationschef, Kasper Reggelsen, til Børsen.
Heller ikke Danmarks næstrigeste familie er frisk på at redde Magasin. Anders Holch Povlsen skriver følgende til Børsen:
»Det er ikke interessant, og du kommer ikke til at se nogen overraskelser herfra.«
Debenhams havde ifølge Ritzau en gæld på cirka fem milliarder kroner før coronakrisen. Og netop fordi underskudsforretningen er svær at sælge, hyrede han konsulenthuset Lazard til at undersøge markedet.
Om det lykkes at sælge stormagasinkæden, eller ender med konkurs, må tiden vise.