Lyt til artiklen

Madklubben må muligvis tænke i alternative løsninger efter høje regninger.

Sådan lyder udmeldingen fra Madklubben, der, mens priserne på både energi og råvarer stiger, må tænke i nye alternativer for at mindske udgifterne.

Det skriver Børsen.

Det er nemlig den eneste måde, »hvor vi også kan have råd til at betale vores husleje, vores medarbejdere og alt det, der ellers kommer af hjernedøde energiregninger«, fortæller Anders Aagaard, administrerende direktør i Madklubben, til Børsen.

Anders Aagaard forklarer i den forbindelse, at der for en restaurant og fødevarevirksomhed er nogle begrænsninger på, hvor mange køleskabe man kan undvære, uden at maden bliver dårlig.

Derfor er det retterne og indkøbsvanerne, restaurantkæden i stedet må prøve at ændre på.

Ud over Madklubben mærker man også prischokket hos restaurant Flammen, Espresso House, Letz Sushi og Mash.

Selvom det nu allerede er et ubehageligt prischok for mange danskere at gå i supermarkedet, så ser det ikke ud til at vende foreløbig. Tværtimod buldrer priserne videre op. Senest er 1.728 varer steget i pris i Bilka.