Selvom det allerede nu er et ubehageligt prischok for mange danskere at gå ind i et supermarked, er der ingen kære mor:

Priserne på dagligvarer buldrer videre op.

Det blev onsdag dokumenteret sort på hvidt af prissiden Beepr, som har registreret, at der over weekenden skyllede en ganske markant bølge af prisstigninger ind over kunderne i to af landets førende dagligvarekæder.

Hos Bilka steg ikke mindre end 1.728 varer i pris. De steg gennemsnitligt med 3,42 procent.

Hos Føtex var det 905 varer, der fik et nøk op. De steg gennemsnitligt 4,47 procent i pris.

Selvom gennemsnitlige prisstigninger på tre-fem procent kan virke tilforladelige, er der også varer, som er steget meget markant i pris.

Topscoreren er en lille Schwarzkopf-hårspray i Bilka. Den er steget fra 10,25 kroner til 19,95 kroner – en solid stigning på 94 procent.

Andre eksempler er hvide asparges, som er steget med hele 53 procent i pris, mens flere varianter af Easis-chips er steget med omkring 30 procent i pris. Man kan blive ved.

Nogen stor overraskelse er det dog ikke.

Den 23. august erklærede både Salling Group og Coop over for B.T., at det ikke er slut med prisstigninger på dagligvarer, selvom priserne i forvejen er steget kraftigt siden årsskiftet.

Og det kedelige løfte er der altså nu blevet leveret på.

Salling Group forklarer den seneste bunke prisstigninger med følgende citat på mail:

»Baggrunden for inflationen er voldsomme stigninger i energipriserne, som alene i vores butikker betyder en ekstraregning på omkring 100 millioner kroner om måneden. Hertil kommer de prisstigninger, som leverandørerne har gennemført.«

»Salling Group er ejet af Salling Fondene, og det betyder, at hver en krone af vores overskud enten bliver sendt tilbage til kunderne som bedre indkøbsoplevelser, klimatiltag og nye produkter eller doneret til velgørende formål.«