Michelin-restauranten Alchemist, der blandt andre har rigmanden Lars Seier Christensen som medejer, er kommet ud af 2019 med røde tal.

Det viser restaurantens seneste årsrapport.

I alt lyder underskuddet for sidste år på lidt mere end 18 millioner kroner. Året forinden lød underskuddet på 13 millioner kroner.

I regnskabet fremgår det dog, at restauranten tager underskuddet med ro.

'Ledelsen anser resultatet som forventet, da selskabet er i en opstartsfase', lyder det med henvisning til, at Alchemist åbnede i 2015.

Trods underskuddet for 2019 betyder det bestemt ikke, at Alchemist er i pengeproblemer. Regnskabet viser nemlig også, at Alchemist har en egenkapital på 52 millioner kroner samlet.

Alchemist lukkede ligesom adskillige restauranter verden over midlertidigt, da coronakrisen for alvor indtraf i marts.

'Det skærer mig virkelig dybt i hjertet, at vi er nødt til dette, men det er desværre det eneste ansvarlige over for gæster og medarbejdere i den nuværende situation,' skrev Lars Seier Christensen tilbage i marts på sin facebookside. Restauranten er siden åbnet igen.

Når 2020-regnskabet kommer næste år, forventes det, at konsekvenserne af coronaudbruddet har påvirket selskabets aktiviteter. Det fremgår af regnskabet.

Alchemist ligger på refshaløen i København og har to Michelin-stjerner.