Torsdag fylder en af Danmarks rigeste mænd, Niels Due Jensen, 75 år.

Ved samme lejlighed forlader den tidligere Grundfos-koncernchef sin formandspost i Poul Due Jensens Fond, der ejer knap 90 procent af den midtjyske pumpevirksomhed, der omsætter for knap 25 milliarder kroner om året. Dermed er Niels Due Jensen, der er søn af Grundfos' stifter, Poul Due Jensen, officielt ude af virksomheden - og der vil ikke være en Due Jensen i spidsen for hverken ledelsen, bestyrelsen eller fonden.

Det sker efter en længere sygdomsperiode, der begyndte tilbage i 2016, hvilket BT også dengang kunne beskrive. Dengang bekræftede Grundfos, at Niels Due Jensen var syg uden dog at ville gå i detaljer.

Men nu fortæller rigmanden i et større interview til Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, at han først blev angrebet af stafylokokker og svævede mellem liv og død, før han fik udskiftet sine årer. Senere mistede han sine nyrer i en stor operation, og er nu i dialyse flere gange om ugen. Nu venter han på en nyretransplantation.

Derfor er det naturligt at trække sig nu, siger 'mr. Grundfos', der mener, det er sværere at bidrage med noget, når man er væk fra den daglige ledelse.

Niels Due Jensen lægger ikke skjul på, at han fortryder, at han som 60-årig trak sig tilbage som administrerende direktør for i stedet at blive arbejdende bestyrelsesformand. Dengang følte han, at det hele var blevet rutine.

Når han i dag tænker tilbage, strejfer det ham også, at han ikke brugte mere tid på se de egne af verden, han rejste i for at besøge Grundfos' mange fabrikker i udlandet. Han burde, erkender han nu, have revet en uge ud af kalenderen og holdt ferie.

»Det var et misforstået tempo. Jeg blev bedre til det i de sidste 10 år, inden jeg gik på pension, men det var jo ikke nær nok. Da jeg fyldte 70 år, troede jeg, at jeg skulle rejse noget mere, men det fik jeg heller ikke gjort. Det vil jeg så tage fat på nu, hvis jeg kan få en ny nyre,« siger Niels Due Jensen, der erkender, at døden 'fylder noget', når man runder 75 år.

Nærdødsoplevelsen i 2016 har gjort ham mere troende.

Ny formand for Poul Due Jensens Fond bliver Jens Bager, som tidligere har været topchef for ALK Abelló, mens Niels Due Jensens søn og arvtager, Poul Due Jensen, fortsætter som group senior vice president med ansvar for Grundfos' globale marketing. Et valg, som Poul Due Jensen 'respekterer', men han lægger dog ikke skjul på, at han dog gerne havde set sønnen i spidsen for fonden.

Niels Due Jensen var koncernchef i Grundfos fra 1977 til 2003, bestyrelsesformand fra 2003 til 2011 og formand for hovedaktionæren, Poul Due Jensens Fond, fra 2011.