11.000 besøgende og en omsætning på intet mindre end 15 millioner kroner. Vildt gik det for sig på åbningsdagen for elektronik- og hvidevarekæden Power i Esbjerg.
Fredag åbnede Power i City Nord i Esbjerg, men de første kunder mødte allerede op onsdag for at lægge sig i kø til at være de første til at komme gennem dørene, når de åbnede.
Selvom man kunne fristes til at tro, at kunderne havde misforstået konceptet og troede, de skulle til Justin Bieber-koncert, skyldtes det tidlige fremmøde altså Powers vilde køtilbud.
Og forbrugsfesten blev vild.
670 mobiltelefoner, flere end 600 tv'er, flere end 500 hovedtelefoner, flere end 400 støvsugere og flere end 350 computere blev solgt på åbningsdagen, hvilket altså sikrede butikken en omsætning på 15 millioner allerede på butikkens første dag. Det skriver Jyskevestkysten.
'Vi er i dén grad blevet taget med bukserne nede. Velkomsten her i Esbjerg har været helt fantastisk, og åbningsfesten har både i forhold til antal kunder, omsætning og lokal begejstring overgået alle vores forventninger. Det er svært at få armene ned,' skriver Jesper Boysen, administrerende direktør hos Power, i en pressemeddelelse.
Jesper Boysen udtaler samtidig, at Powers egen målsætning på åbningsdagen var at omsætte for 12 millioner.
'Vi lovede Sydvestjylland mere konkurrence og billigere priser. Det er sket nu, og vi ser frem til at blive en aktiv del af det lokale handelsliv de næste mange år,' udtaler han til JydskeVestkysten.


