Den norskejede elektronikkæde Power har tabt mange millioner på at åbne nye butikker i Danmark, og de har haft røde tal på bundlinjen.

Men nu forventer administrerende direktør i Power, Jesper Boysen, at elektronikkæden inden for et par år kan have lave et overskud.

Det skriver Børsen.

Jesper Boysen fortæller, at han også har planer om at åbne 10 nye butikker i Danmark i løbet af de kommende år, så man kommer op på 27 butikker i landet.

Tre af dem skal åbnes i 2020.

Den melding kommer efter, at Power i sit seneste regnskab for andet år i træk kan prale af, at have skåret en stor del af underskuddet ned.

Underskuddet er nu halveret til et tab i 2019 på lidt over tre millioner kroner. Omsætningen er også øget med 165 millioner kroner, så man i sidste regnskabsår omsatte for 2,2 milliarder kroner.

»Vi er stadig i et ekspansionsmode, hvor vi skal foretage nogle store investeringer i butikkerne, men jeg forventer, at Power er i en lønsom position på bundlinjen inden for en meget kort årrække,« siger Jesper Boysen.

Jesper Boysen mener, at Power har fået et fundament af stabilitet, som gør, at kæden kan åbne butikker billigere end tidligere.

Det skyldes, at Power kan trække på de eksisterende butikker, da de ifølge direktøren har holdt sig på et stabilt niveau.

De store planer for elektronikkæden kommer efter en periode, hvor kæden har tabt så store beløb, at de norske ejere måtte kaste 600 millioner kroner ind i selskabet i 2018.

Elgiganten er stadig den størst elektronikkæde i Danmark med en omsætning på 6,2 milliarder kroner.