Det var rendyrket kaos i torsdags, da det amerikanske flyselskab SkyWest pludselig begyndte at aflyse deres afgange.

Da der var gået fem timer, var i alt 700 flyvninger aflyst, og tusindvis af passagerer stod rådvilde tilbage.

Nu viser det sig så, at det var interne serverproblemer, der skabte det store kaos.

Det skriver Reuters.

SkyWest varetager flyvninger for de gigantiske selskaber American Airlines, Delta Airlines og United Airlines, der samlet set står for en stor procentdel af de amerikanske indenrigsafgange.

Da det efter fem timer lykkedes at løse problemet, stod der flere hundredetusinder amerikanere og ventede på at komme videre på deres færd.

Dagen efter – om fredagen – fortsatte SkyWest med at have en række aflysninger, mens man forsøgte at få styr på alt det tekniske.

Det er uvist, hvad der præcist gik galt i serveren, men SkyWest beskriver det selv som et »internt computerproblem«.