Tæt på to ud af hver femte dansker vil starte tidligere på julehandlen sammenlignet med sidste år.

Det viser en ny undersøgelse fra Google, der bygger på data fra analyseinstituttet Ipsos, der har spurgt 1000 danskere om der er planer for de kommende juleindkøb, skriver Børsen.

»Det store skift til onlinehandel skubber os i retning af at julehandle tidligere end før. Vi kan se, at julehandlen rykker sig til Black Friday – og endda endnu tidligere. Den tendens ser vi meget klart på tværs af hele Europa,« siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark til Børsen.

Mediet har talt med flere butiksindehavere, der bekræfter tendensen med den tidligere julehandel, herunder Imerco og Kop & Kande.

Kop & Kande fortæller, at de forventer at sælge for 10 procent mere sammenlignet med sidste år på Black Friday.

Det kan muligvis skyldes, at flere frygter en mulig nedlukning grundet stigende smitte med coronavirus i Danmark, så de tidligere køber deres julegaver. Læg dertil, at forbrugere frygter vareknaphed.

Peter Busk, lektor i molekylærbiologi ved Roskilde Universitet, mener ellers ikke, at Black Friday er nogen god idé. Til B.T. siger han, at dagen bør aflyses, da folk ikke er gode nok til at holde afstand, når først de går på tilbudsjagt.

»Vi har set hen over efteråret, at folk ikke er lige så gode til at holde afstand. Nu stiger smitten så igen, og så begynder folk at passe lidt på igen. Men de fleste gør ikke. Til Black Friday står folk næsten oven på hinanden og slås om tilbuddene. Derfor synes jeg, at dagen burde aflyses,« siger Peter Busk.

Black Friday er siden 2013 blevet en populær dag at shoppe på. Det forventes, at den danske forbruger i gennemsnit bruger 3100 kroner, viser tal fra Dansk Erhverv ifølge Børsen.

Black Friday er den uformelle betegnelse for fredagen efter Thanksgiving i USA, det vil sige fredagen efter den fjerde torsdag i november.

Ofte betragtes dagen som begyndelsen på julehandlen.