Coronavirussen har givet dødsstødet til endnu en forretning.

Eller – som Aarhus Stiftstidende skriver det – et karatehug.

Byens to Japan Photo-butikker samt den tilhørende netbutik er nemlig tvunget til at dreje nøglen om fra den ene dag til den anden.

Engang var Japan Photo en stor kæde med syv butikker, men de senest år har der kun været netbutik og de to fysiske butikker i Aarhus tilbage.

Og det er altså også snart slut.

Så når regeringen engang igen åbner for detailhandlen, slår fotoforretningen ikke dørene op igen.

Ejer Cengiz Simsek siger til avisen, at hjælpepakker og lønkompensation slet ikke har været nok til at klare den lange nedlukning.

Derfor er det snart helt slut med Japan Photo efter 14 år.

Forretningen kom ellers godt ud af 2019 og fik en fornuftig start på 2020, men så ramte coronakrisen.

Selvom der også blev solgt en del online, var omsætningen ikke nok til at bære to fuldtids- og to deltidsansatte, og Japan Photo har tabt halvanden million kroner i 2020, fortæller den ærgerlige ejer til Stiften.dk.

»I Ryesgade har vi haft byens bedste beliggenhed, og det har vi nydt godt af i mange år. Det er bittert at skulle sige farvel til den næsten fra den ene dag til den anden,« siger han.