Der er udskiftning på vej i toppen af isgiganten Mejerigaarden, som står bag Hjem-Is og Premier Is.

En af de to tidligere administrerende direktører, Christian Brink, er nemlig stoppet med udgangen af juni.

Det skriver Nordjyske.

Christian Birk var ud over titlen som administrerende direktør også kommerciel direktør, mens hans kompagnon Kim Gade Pedersen var økonomidirektør.

Fremover vil Kim Gade Pedersen være den eneste administrerende direktør, mens en ny kommerciel direktør bliver præsenteret i løbet af august.

'Kim Gade Pedersen er udnævnt til administrerende direktør for Mejerigaarden A/S. Mejerigaarden A/S og kommerciel direktør Christian Brink har i den forbindelse indgået en gensidig aftale, der medfører, at Christian Brink pr. den 30. juni 2019 stopper som kommerciel direktør for selskabet,' skriver Mejerigaarden i en meddelelse.

I løbet af august vil navnet på en ny kommerciel direktør blive præsenteret.

Selv har Christian Birk ikke ønsket at udtale sig yderligere.

På LinkedIn skriver han dog:

'Lige ved seks år i Mejerigaarden slutter nu. Jeg er meget tilfreds med at aflevere en forretning, der er i væsentligt bedre stand, end da jeg kom til i september 2013.'

Mejerigaarden kunne da også præsentere et overskud på 4,9 millioner kroner i regnskabsåret 2018. Året før var overskuddet 100.000 kroner.

'Vores positive vækst i omsætning er drevet af sidste års gode sommer, massiv tilgang af kunder inden for convenience samt det forhold, at Hjem-Is indgår med et helt år i regnskabet 2018,' sagde Christian Brink i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Sidste sommers store efterspørgsel på is har dog også haft nogle produktionsmæssige udfordringer, samtidig med at priserne på bl.a. fløde og vanilje på grund af tørken var rekordhøj.

Det fremgår ifølge Nordjyske af ledelsesberetningen, hvor det dog sidst konkluderes, at overskuddet lever op til forventningerne.

Christian Brink har tidligere arbejdet for bl.a. Royal Greenland, Arcus ASA, forsikringsselskabet If samt Bang & Olufsen.

Han kom fra en stilling salgsdirektør hos Johs. Jensen Fiske & Muslingeexport A/S.