Den tyske inflation har i november ligget på det højeste, siden Danmark vandt EM i fodbold.

Man skal således tilbage til 1992 for at finde et tidspunkt, hvor inflationen har været højere. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I november er inflationen opgjort til 5,2 procent. Til sammenligning var den opgjort til 4,5 procent måneden før.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid.

Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.

Ifølge Bjørn Tangaa Sillemann, der er senioranalytiker i Danske Bank, er det især energi- og fødevarepriserne, som trækker inflationen op for tiden.

I november er alene energipriserne også steget med hele 22 procent, skriver AFP.

- Benzinpriserne er fortsat med at stige i november primært som følge af en stærk dollar, hvilket gør benzin dyrere i Europa, siger Bjørn Tangaa Sillemann.

- Det har stor betydning for den tyske forbruger, hvor brændstof eksempelvis fylder 60 procent mere i forbrugskurven end i Danmark, siger han i en skriftlig kommentar.

Derudover bruger de tyske borgere i høj grad naturgas for at holde varmen i deres hjem.

Det er ligeledes med til at trække inflationen op, bemærker analytikeren.

- Gaspriserne ligger fortsat på et meget højt niveau, og hvis det bliver en kold vinter, kan det komme til at slå et ordentligt hul i forbrugernes lommer, siger Bjørn Tangaa Sillemann.

Ifølge AFP er det nu femte måned i træk, at inflationen har været tiltagende i Tyskland.

/ritzau/