Ni måneder.
Så lang tid har Elias Grøftholdt Tychsen stået i spidsen for den aarhusianske kæde Ild.pizza. Men nu er det det slut.
Den nu forhenværende direktør har valgt at fratræde sin stilling, da han vil lægge mere energi i Skagens Fiskerestaurant, hvor han er medejer.
Det skriver Finans.
»Jeg er i bund og grund nok mere restaurantmand, men det betyder ikke, at jeg fortryder min tid i Ild.pizza. Ansættelsen har været gavnlig både for min og kæden,« fortæller den tidligere direktør.
Elias Grøftholdt Tychsen har tidligere stået i spidsen for Restaurant Flammen og Rekom.
Med opsigelsen betyder det altså, at kæden for anden gang i år skifter direktør, hvor det bliver selskabets driftschef, Younes Deaibes, der nu kommer til at stå i spidsen for kæden.
Men det er ikke kun en ny direktør, kæden kan løfte sløret for. De vil også udvide deres menukort, hvor der i fremtiden også vil være pastaretter, forretter og desserter at finde.
Bag Ild.pizza, der blev stiftet i 2018, står Anders Grønborg og Esben Mols Kabell.
Kæden har 20 pizzeriaer i hele landet og har stadig vokseværk.
Tidligere fortalte den nu tidligere direktør, at kæden ønskede at åbne i alt 31 restauranter inden årets udgang.
Ifølge regnskabstal så tabte kæden i 2018/2019 cirka fire millioner kroner efter skat, mens de i 2020 tabte omkring fem millioner kroner efter skat.


