Inden længe bliver det velkendte modebrand Hummel et tøjmærke rigere.
Hummel har nemlig opkøbt det danske børnetøjsbrand Sometime Soon og overtager allerede virksomheden fra årsskiftet.
Det skriver Finans.
Ideen til opkøbet kommer af, at Christian Stadils hustru Alice Rosenkrantz Stadil over flere år har været stor fan af brandet, og en dag foreslog hun, at Hummel burde se nærmere på dets potentiale.
Og det kan man altså sige, at de har gjort.
Børnetøjsmærket blev stiftet i 2015, og i dag forhandler Sometime Soon streetwear-inspireret modetøj til drenge i alderen 0-14 år.
Prisen for opkøbet af børnetøjsmærket står endnu ikke klart.
Men ifølge Finans har det ikke været en dans på roser at drive Sometime Soon. Det fremgår blandt andet i en årsrapport fra regnskabsåret 2019/2020, hvor selskabet tabte sin egenkapital på lige knap 3,5 millioner kroner.
Men til trods for de negative tal kunne Hummel dog alligevel se potentiale i at opkøbe virksomheden.
»Vi har med de seneste opkøb af Newline og Halo vist, at vi er i stand til at vækste brands igennem vores platform og samtidig styrke deres brand position i markedet.«
»Det samme vil vi gøre med Sometime Soon, hvor vi ser et stort potentiale og ikke mindst synergi med vores øvrige forretning,« fortæller Hummels administrerende direktør, Allan Vad Nielsen, i en pressemeddelelse.
Hummel har i forvejen stor succes med deres børnetøjslinje Hummel Kids og ejer udover Sometime Soon de to sportsmærker Newline og Halo, som de opkøbte tilbage i 2020.