Minus 17,9 millioner kroner.

Sådan så tallene ud på bundlinjen for ejerne bag buffetkonceptet Flammen, da virksomheden for nylig præsenterede regnskabet fra familiens holdingselskab Rosenfeldt og Sunddal Holding.

Resultatet er det dårligste nogensinde i løbet af de 12 år, den landsdækkende kæde har eksisteret, skriver Finans.dk.

Det er nedlukninger på grund af coronakrisen, der har farvet regnskabet rødt.

Foruden de minus 17,9 millioner kroner hos holdningselskabet har selskabet desuden et negativt driftsresultat på 22,9 millioner kroner.

Derudover noterer ledelsen tabt omsætning for 70 millioner kroner gennem 2020.

Flammen-koncernen består i dag af 13 selvejede restauranter i Danmark og én i Tyskland samt to franchise-restauranter i Danmark.

For at vende skuden igen har kæden senest indført et take away-koncept og har planer om at lancere et nyt cateringkoncept i løbet af 2021.