Siden 1877 har Frydendal Kro på Als huset mange selskaber og festligheder. Mange mennesker har gode minder og oplevelser fra kroen.
Men nu skal den rives ned, og det får minderne til poppe frem for lokalbeboerne, der er triste over, at den engang fine og velbesøgte kro ikke længere skal stå.
På Facebook deler flere af dem deres tanker omkring kroen:
»Der holdt vi vores forældres sølvbryllup i 1961. En dejlig fest og dejligt sted dengang«
»Min mors 60-års fødselsdag blev holdt der for 19 år siden. Det var så super flot og hyggeligt.«
»Jeg kan huske hvor flot den var tilbage i 1997. De var blomster overalt, kaniner, fasaner og rådyr i haverne og busser fyldt af pensionister, der kom for at spille bingo«
»Holdt min konfirmation der for 46 år siden.«
»Mange gode julefrokost har der været holdt der med levende musik. Det var tider dengang.«
Men nu skal der ikke skabes flere minder på Frydendal Kro, og det er ikke muligt at lade nye ejere overtage den og drive den videre.
For kroen er i så dårlig stand, at den slet ikke må bruges. Det skriver JydskeVestkysten.
Kroen har fået stemplet »kondemneret«, som betyder, at den er erklæret uanvendelig. Der også et advarselstegn på kroens døre, for at undgå at uvedkommende går ind og får et sidste kik på kroen. For det er slet ikke sikkert at opholde sig der.
Det er Sønderborg Kommune, der nu har købt kroen for at rive den ned. Hvilken pris, de har måttet betale, vil de ikke ud med, men ifølge Marianne Tychsen, ejendomskonsulent ved kommunen, er det ikke meget.
»Jeg kan sige så meget, at den ikke er meget værd, hvilket også afspejler sig i prisen,« fortæller ejendomskonsulenten.
Hun fortæller videre, at nedrivningen starter til efteråret, og herefter bliver der åbnet op for, at nye ejere kan lægge billet ind grunden. De skal dog ikke kunne forvente at bygge nyt, da der er helt særlige regler for byggetilladelse i en landzone, hvor Frydendal Kro ligger.


