Kabinepersonale er i høj kurs i øjeblikket.

Sådan lyder det fra den tidligere direktør i det nu konkursramte flyselskab Great Dane Airlines, Thomas Hugo Møller.

Derfor er det også lykkedes mange af hans tidligere medarbejdere at lande et job hos andre arbejdsgivere.

»Vi har selv gjort meget for at tage fat i andre flyselskaber for at finde nyt arbejde til vores medarbejdere,« siger han.

Det er blandt andet DAT, City Jet og Airseven, som direktøren har kontaktet for at sende kabinepersonale i deres retning.

Men den måske største arvtager er det norske flyselskab Norwegian, der er i gang med en større rekruttering til en opgradering i København. Ifølge selskabets danske kommunikationschef, Andreas Hjørnholm, skal Norwegian finde 150 nye kabinefolk til København. Og en del af dem bliver altså hentet hos Great Dane Airlines.

»Vi er jo kun glade for, at vores medarbejdere kan komme videre,« siger Thomas Hugo Møller, der fredag holdt en sammenkomst for de tidligere ansatte.

»Det var egentlig mest for at høre, hvor medarbejderne var henne, så vi kan hjælpe dem. Det er jo lidt forskelligt, om folk er klar til at få nyt arbejde eller lige skal have lidt tid til at fordøje det her.«

Den tidligere direktør er ikke et sekund i tvivl om, at hans medarbejdere sagtens kan indgå i et nyt selskabs stab.

»De har været klar på at gøre det, der blev krævet af dem og mere til, så jeg er sikker på, at DAT og de andre ikke vil fortryde at ansætte dem,« siger Thomas Hugo Møller.

Og han er ikke overrasket over, at det er gået så let med at finde nyt arbejde til medarbejderne.

»Vi kunne mærke, at efterhånden som markedet begyndte at åbne mere op, så blev der også mere behov for kabinepersonale, så det er ikke overraskende, at de kan finde nyt arbejde så hurtigt,« siger han.

Mens Thomas Hugo Møller har brugt den seneste uge efter konkursen på at hjælpe sine medarbejdere videre, så er der stadig spørgsmålstegn ved hans egen fremtid.

»Lige nu skal jeg holde efterårsferie og være sammen med familien. Men hvad min fremtid bringer, er jeg uafklaret med,« slutter han.