Den danske koncern GN Store Nord køber det amerikanske selskab Lively, der sælger høreapparater på nettet.

GN betaler 625 millioner kroner for at overtage 91 procent af aktierne i det amerikanske selskab.

Det oplyser GN i en pressemeddelelse.

Rationalet bag opkøbet er, at der i fremtiden vil blive solgt flere og flere høreapparater over nettet, hvilket allerede er accelereret under coronapandemien.

I dag udgør onlinesalget af høreapparater dog kun fire procent af det totale salg i USA, skriver GN i meddelelsen.

Det amerikanske selskab ventes i år at have en omsætning på 100 millioner kroner, men give et underskud på 170 millioner kroner.

Det skal ses i lyset af, at virksomheden kun har tre år på bagen og dermed er i den tidligere udvikling.

Til sammenligning ventes GN's salg af høreapparater i år at være et pænt stykke over fem milliarder kroner.

GN sælger høreapparater af mærker som ReSound, Beltone og Interton, som bliver solgt verden over.

GN sælger ud over høreapparater også headsets - blandt andet af mærket Jabra. Virksomheden er målt på omsætning blandt Danmarks 50 største virksomheder.

Selskabet er noteret på fondsbørsen i København, hvor det er i C25-indekset over de største og mest værdifulde selskaber.

Navnet GN Store Nord udspringer af det oprindelige virksomhedsnavn Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, der blev stiftet i 1869 af erhvervsmanden C.F. Tietgen.

/ritzau/