Finanstilsynet har pålagt Danske Bank at polstre sig yderligere som følge af Flexinvest Fri-sagen, hvor banken har solgt et investeringsprodukt til kunder, selv om banken forventede, at de ville tabe penge.
Det oplyser Danske Bank i sit regnskab fredag. Banken har sat fire milliarder af. Det skal sikre, at banken er bedre polstret til modgang.
- Som forventet har Finanstilsynet pålagt banken at revurdere solvensbehovet, således at det afspejler en generel produktrisiko i forlængelse af Flexinvest Fri-undersøgelsen, skriver banken.
Desuden dækker den ekstra polstring "øget risiko efter inspektion af vores it-governancestruktur".
Danske Bank har tidligere i år flaget for, at banken sandsynligvis ville blive mødt af et krav om at lægge penge til side af Finanstilsynet.
Sagen handler om, at Danske Bank i 2017 og 2018 solgte investeringsproduktet Flexinvest Fri til 87.000 kunder.
Det skete, selv om banken forventede, at kunderne efter at have betalt gebyrer ville ende op med færre penge, end de havde investeret.
Banken har fået hård kritik i sagen af Finanstilsynet og er blevet politianmeldt for at vildlede kunderne.
Ud over politianmeldelsen har Danske Bank fået seks påbud fra Finanstilsynet.
Banken skal blandt andet gennemgå alle aftaler med kunder, der har købt Flexinvest Fri, for at sikre, at aftalerne lever op til kundernes formål.
Sagen har også haft konsekvenser i ledelsen. Jesper Nielsen, der en overgang var øverste direktør i banken blev i juni fyret. Han var ansvarlig for bankens aktiviteter i Danmark, da gebyrerne for Flexinvest Fri blev hævet.
Det kostede direktør Jesper Nielsen jobbet. Danske Bank har valgt at kompensere de ramte kunder med samlet 400 millioner kroner.
/ritzau/.