Det er ikke længere en hvid skjorte, Daniel Vagner Ankerso iklæder sig fra morgenstunden, inden han tager på arbejde. Og han sætter sig heller ikke længere ved rorpinden i et mellemstort passagerfly.

Barndomsdrømmen er for tiden på pause. I stedet er det iført refleksjakke, at den 40-årige indfinder sig i førerhuset på den skraldevogn, der nu er hans arbejdsplads.

»Folk har stor respekt for, at jeg gør, hvad der skal til for familien,« siger han.

Indtil 30. juni var esbjergenseren ansat hos SAS som pilot med ansvar for at transportere typisk omkring 180 passagerer ad gangen rundt i Europa.

Men coronakrisen har vendt op og ned på luftfartsindustrien og rejsebranchen. Og Daniel Vagner Ankersos liv.

Der er dog ingen bitterhed at spore, da B.T. afbryder ham i hans arbejde med at tømme de grønne affaldsspande, som er opgaven tirsdag formiddag.

»Vi ved ikke, hvornår epidemien stopper, så man skal jo lave noget andet i mellemtiden,« siger han.

Daniel Vagner Ankerso fortæller, at han brugte de tre første dage af sin tilværelse som ledig med at sende ansøgninger til pilot-job over hele kloden.

Den 40-årige familiefar blev fyret fra SAS, hvor han senest var ansat.
Den 40-årige familiefar blev fyret fra SAS, hvor han senest var ansat.
Vis mere

Men hurtigt stod det klart for ham, hvor få ledige stillinger der findes i en branche, der er tæt på totalskadet af pandemien.

Eksempelvis fløj SAS med 2,3 millioner færre passagerer i september sammenlignet med året før. Blot 600.000 passagerer blev det til i årets første efterårsmåned.

Daniel Vagner Ankerso besluttede sig for at finde et nyt indtægtsgrundlag hurtigst muligt.

Fjerde dag efter sin fyring kørte han til jobcentret.

Jobbet som skraldemand tog Daniel Vagner Ankerso for at sikre sig, at han kunne forsørge sin familie. 
Jobbet som skraldemand tog Daniel Vagner Ankerso for at sikre sig, at han kunne forsørge sin familie. 
Vis mere

»Jeg fik så at vide, at de ikke kunne hjælpe mig, fordi jeg havde tre måneders opsigelse. Så kørte jeg direkte ud til min gamle arbejdsgiver, Marius Pedersen, hvor jeg som ung var skraldemand, og sagde, at jeg havde brug for et job.«

»Nogle kunne godt huske mig, selv om det var 18 år siden, jeg havde været der. Vi havde en jobsamtale på stedet, og dagen efter var jeg ude og køre skrald,« siger Daniel Vagner Ankerso.

To job dækker udgifterne

Den nuværende skraldemand er desuden ved at uddanne sig til kørelærer. Det vil sikre ham, at han rundt regnet kan nå op på de omkring 32.000 kroner, han plejede at få udbetalt, fortæller han. Så er de faste udgifter dækket ind, og levestandarden i hjemmet, der også tæller en kone og to drenge på 6 og 10 år, kan fortsætte, som den var.

»På den korte bane skyldes det, at jeg har en familie, jeg skal forsørge,« siger Daniel Vagner Ankerso om beslutningen om at blive skraldemand og fortsætter:

»Ved at blive uddannet til kørelærer kan jeg have to job sideløbende. Det dækker næsten den indtægt, jeg havde som pilot.«

Hele 130 piloter fra SAS CPH har under krisen mistet deres job. De mange fyringer fra job i luftfartsindustrien afspejler sig geografisk.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at især Dragør, men også Taarnby og Billund kommuner, hvor mange er ansat i de lokale lufthavne, er ramt af ledighed.

Eksempelvis er bruttoledigheden i Dragør Kommune steget med 60 procent fra februar til august, som er den seneste opgjorte måned.

For Billund og Taarnby lyder tallene på henholdsvis 53,8 og 41,9 procent.

Sparede op som 13-årig

Daniel Vagner Ankerso har af egen lomme betalt 650.000 kroner for pilot-uddannelsen, og han forventer bestemt at gøre comeback i cockpittet.

»Jeg savner at flyve – hver dag.«

»Som udgangspunkt var det min plan at være hos SAS, indtil jeg skulle pensioneres,« siger han og fortæller, at det vitterligt var en drengedrøm, som gik i opfyldelse, da han første gang kunne kalde sig uddannet pilot.

Daniel Vagner Ankerso har sparet op til at kunne opfylde sin drengedrøm om at blive pilot, siden han var 13 år. 
Daniel Vagner Ankerso har sparet op til at kunne opfylde sin drengedrøm om at blive pilot, siden han var 13 år. 
Vis mere

»Jeg har altid vidst, at jeg ville være pilot. Mine forældre har fortalt, at jeg talte om det, da jeg var fem år gammel. Jeg har sparet op til uddannelsen, siden jeg var 13 år gammel, så man kan godt sige, at det har været en drengedrøm.«

Jobbet som skraldemand er dog slet ikke uden fordele. Daniel Vagner Ankerso fortæller, at han nyder makkerskabet med sin nærmeste kollega. Og så er det heller ikke så tosset at komme tidligt hjem.

»Jeg finder det positive i situationen. Som pilot er jeg gået glip af fødselsdage og familiekomsammener, så det er dejligt, at jeg ikke skal melde afbud, som tingene er nu.«

Den 40-årige familiefar fortæller dog samtidig, at der er noget ved pilot-antrækket, som gør, at han er klar til at vinke farvel til renovationsbranchen, så snart muligheden byder sig.

Cockpittet er skiftet ud med et førerhus i en skraldevogn.
Cockpittet er skiftet ud med et førerhus i en skraldevogn.
Vis mere

»Mine kone savner at se mig i uniform,« siger han og fortsætter:

»Jeg savner at tage min uniform på og tage ud i flyvemaskine og være en del af et topprofessionelt miljø.«

»Det er klart, at når der kommer et flyvejob, tager jeg det. Det er min uddannelse og noget, jeg har brugt så mange år på at specialisere mig i.«