»Det er faktisk ret fantastisk.«

Så enkelt kan det siges – og det er netop sådan, direktør for danske CeramicSpeed Jacob Csizmadia udtrykker situationen.

Fredag kunne medarbejderne i Holstebro-virksomheden nemlig gå på weekend med en ekstra stor pose penge.

De 90 medarbejdere har fået mellem 10.000 og 21.000 kroner i bonus, alt afhængigt af hvor lang en arbejdsuge de har.

»Alle har løftet i flok, så alle skulle have lige meget. Hvis vi havde givet en bonus på to procent af lønnen, så havde nogle fået mere end andre. Det her er mest fair. Alle har løftet opgaven, og det er fedt,« fortæller Jacob Csizmadia.

Men det var lidt uventet, at netop 2020 skulle blive CeramicSpeeds rekordår med et overskud på 12 millioner kroner.

Virksomheden, der producerer cykeludstyr og især er kendt for sine keramiske kuglelejer, blev nemlig også hårdt ramt, da coronaen meldte sin ankomst.

»Vi var hurtige til at lukke ned, da landede lukkede. Så kom den helt store regnemaskine frem, og vi gjorde hurtigt brug af arbejdsfordeling.«

Arbejdsfordeling er en ordning, som en virksomhed kan anvende for at undgå afskedigelser. I stedet for at afskedige medarbejdere vælger man i en begrænset periode at gå ned i tid og 'deles om arbejdet'.

Dog skulle det hurtigt vise sig, at der var rigeligt med arbejde at deles om. Faktisk var der meget mere at lave end tidligere.

»Så vi havde nogle medarbejdere, der gik fra at gå ned i tid til at gå op i tid og overarbejde,« fortæller Jacob Csizmadia, der peger på, at deres succes skyldes flere ting.

Blandt andet at produktionen af cykeludstyr globalt set har været udfordret. Her har flere lande haft svingende produktion, da coronaen har lukket virksomheder ned i kortere eller længere perioder.

Men i Holstebro har Jacob Csizmadia og de 90 medarbejdere kunnet opretholde deres produktion.

Og der har været mere at lave end normalt, og derfor har CeramicSpeed måttet ansætte 18 medarbejdere mere

»Folk er begyndt at cykle mere under nedlukningen. Det er en af de få aktiviteter, som ikke har været lukket ned under pandemien. Samtidig med at folk er begyndt at cykle mere, så er der også nogle, som gerne har villet investere i en helt ny cykel.«

I løbet af 2020 har CeramicSpeed altså knoklet for at følge med efterspørgslen, og det er så lykkedes. Derfor får medarbejderne også 10 procent af overskuddet lige ned i lommerne.

»Det er rart, at man kan give noget tilbage til nogle medarbejdere, som de ikke vidste, de ville få,« fortæller Jacob Csizmadia og forsætter:

»Det er ligesom en cykelkæde: Man er ikke stærkere end det svageste led. Og derfor skal alle have en del af det, som de har skabt.«