Selv tøjkæder med butikker over hele verden kæmper en overlevelseskamp mod butiksdød. Nogle kæmper forgæves.
Det lader også til at blive tilfældet for den amerikanske tøjkæde Forever 21, som ifølge finansmedier er på randen af konkurs.
Ifølge Bloomberg agter selskabet nemlig at indsende en konkursbegæring. Det er blevet konsekvensen af et fejlslagent forsøg på at få styr på gælden.
Med flere end 800 butikker verden over er tøjkæden et kendt sted for primært unge at gøre deres mode-indkøb.
Forever 21 er ifølge Finans lokaliseret i så godt som ethvert storcenter i USA, men her ligger også en af kædens største problemer.
For med den stadig større internethandel bliver de store ‘malls’ stadig mindre besøgt af betalende kunder. Og det leder også stadig færre kunder ind til kædens kasseapparater i de store butikker.
Og selvom det skulle lykkes Forever 21 at ‘nøjes’ med en betalingsstandsning, mens aftaler med kreditorerne falder på plads, så forudser analytikere, at de nuværende problemer uundgåeligt vil føre til butikslukninger.
Samme eksperter peger ifølge finansmediet på, at tøjkæden ikke har kunnet følge med konkurrenternes omstilling til internethandel. Således vurderes eksempelvis Zara og Abercrombie & Fitch til at have lykkes bedre med at opgradere og opdatere deres brands.