Fredag fik den skandaleramte Café Dan Turell ny ejer, men det betyder ikke, at Fødevarestyrelsen nu vil læne sig tilbage og satse på, at alt er i den fineste orden.

Caféen har særligt denne sommer været i vælten: Den har modtaget adskillige bøder og sure smileyer og er blevet lukket flere gange, fordi Fødevarestyrelsen har kunnet konstatere, at fødevaresikkerheden ikke var overholdt.

Og et nyt ejerskab er altså ikke nok til at vaske tavlen ren, lyder det fra Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, til TV 2 Lorry.

»Selvom caféen er solgt, så fortsætter vi med at holde øje med den og sørger for, de kommer godt fra start,« fortæller han til TV 2 Lorry og fortsætter:

»Og hvis vi får fornemmelsen af, at det er samme klientel, som står bag, men at de blot har fået et nyt CVR-nummer, så vil vi være ekstra opmærksomme på, hvad der foregår.«

Det er endnu uvist, hvem der har opkøbt caféen i hjertet af København, men viser det sig, den nye ejer er typen, der driver velfungerende kæder, vil Fødevarestyrelsen ifølge Michael Rosenmark skrue ned for bekymringerne.

Tingene skal dog foregå efter reglerne uanset ejer, understreger han.

Tidligere har Café Dan Turell været ejet af den omstridte og bedrageridømte cafekonge Bahram Sari Beliverdis.

Efterfølgende overtog en mand ved navn Kyle Sciberras fra Malta ifølge TV 2 Lorry ejerskabet, og hen over sommeren har der hos Fødevarestyrelsen været mistanke om, at caféen var centrum for stråmandsvirksomhed.

»De havde en dankortterminal, som sendte pengene over i en anden virksomhed. Vi blev simpelthen usikre på, hvem der reelt driver cafeerne, og det skal der være styr på,« har Michael Rosenmark tidligere udtalt til B.T.

»En ting er, hvem ejeren bag CVR-nummeret er. Noget andet er, hvor pengene ender. Den registrerede ejer er ikke nødvendigvis den rigtige.«

Ifølge Berlingske er Kyle Scibberas i skrivende stund registreret som stifter af syv virksomheder, mens han har haft direktionsposter i 18 selskaber. Heraf er en del af dem gået konkurs.