Det nu krakkede flyselskab Primera Air har gæld til hele 500 kreditorer, viser tal fra Sø- og Handelsretten.

Gælden er i alt på svimlende 913 millioner kroner, skriver JydskeVestkysten, der har fået en aktindsigt i retsbogen.

Den største kreditor er leasingselskabet Aviation Capital Group, der har omkring 28 millioner kroner til gode hos Primera Air. Derudover skylder selskabet 13 millioner kroner til de britiske skattemyndigheder, ligesom også den europæiske luftfartssikkerhedsorganisation Eurocontrol har 13 millioner kroner ude at svømme.

Også Dantaxi 4x48, Gjensidige Forsikring, Dansk Røde Kors og Erhvervsstyrelsen har penge til gode.

Udsigterne til at få dem er dog ikke alt for gode.

Aktiverne i konkursboet er nemlig på blot 8,7 millioner kroner, og dermed er der ikke meget at give ud af.

Selskabet gik konkurs 1. oktober, og allerede 8. oktober bemærkede kurator, at der ikke var meget for kreditorerne at komme efter. Han satte dog ikke tal på.

»Der er bemærkelsesværdigt færre kontanter til rådighed i Primera Air, end hvis man sammenligner med andre flykonkurser,« sagde advokat og partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel Morten Hans Jakobsen dengang til Jydske Vestkysten.

Primera Air var primært charteroperatør for Bravo Tours, der havde samme islandske ejer, nemlig rejsekoncernen Primera Travel Group, der står bag rejsearrangører i Danmark, Norge, Finland og Island.

Ifølge Finans blev flyselskabet offer for egne tårnhøje ambitioner, da det blev besluttet at tage kampen op med lavprisselskaberne i forsøget på at erobre markedsandele på ruteflyvningerne - i stedet for at satse på charterturismen som hidtil.

For ikke nok med at Primera Air begyndte at lægge arm med langt større og mere veletablerede selskaber som Ryanair og Norwegian. Det er også det marked i europæisk luftfart, hvor konkurrencen er allerhårdest.

For at gøre ondt værre kastede Primera Air sig ind i konkurrencen om lavpriskunderne på et tidspunkt, hvor brændstofpriserne steg voldsomt.