Forrige mandag gik Primera Air konkurs, og nu afslører boets kurator, hvor grelt det står til i boet efter det islandske flyselskab.
»Der er bemærkelsesværdigt færre kontanter til rådighed i Primera Air, end hvis man sammenligner med andre flykonkurser,« siger advokat og partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel Morten Hans Jakobsen til Jydske Vestkysten.
Sammen med Finn Lynge Jepsen fra Elman og Henrik Sjørslev fra DLP Piper arbejder han på højtryk med at danne sig et overblik over konkursboet.
Og der tegner sig allerede nu et billede af økonomisk kaos: kæmpe gæld, mange kreditorer og meget få penge eller andre aktiver.
Morten Hans Jakobsen kan ikke oplyse, hvor få penge der er tilbage i boet efter det forliste flyselskab, men fortæller, at der er flere tidligere passagerer blandt dem, der har penge i klemme efter Primera Airs konkurs.
Forrige tirsdag indstillede Primera Air al aktivitet - med det resultat, at mange danske turister er strandet på deres feriemål, mens Mia Kyhl-Hammersgart, Rikke Jensen og mange andre efter al sandsynlighed må vinke farvel til tusindvis af kroner i kompensationer for flyforsinkelser.
På Facebook skrev flyselskabet, at konkursen skyldes flere uforudsete begivenheder de seneste to år.
Men det er kun en del af forklaringen på Primera Airs konkurs.
Ifølge Finans blev flyselskabet offer for sine egne tårnhøje ambitioner, da det blev besluttet at tage kampen op med lavprisselskaberne i forsøget på at erobre markedsandele på ruteflyvningerne - i stedet for at satse på charterturismen som hidtil.
For ikke nok med at Primera Air begyndte at lægge arm med langt større og mere veletablerede selskaber som Ryanair og Norwegian. Det er også det marked i europæisk luftfart, hvor konkurrencen er allerhårdest.
For at gøre ondt værre kastede Primera Air sig ind i konkurrencen om lavpriskunderne på et tidspunkt, hvor brændstofpriserne steg voldsomt.
Alene de seneste 12 måneder er prisen på flybrændstof steget med 45 procent - uden at billetpriserne er fulgt med.
Primera Air har haft omkring 200.000 danske passagerer årligt, vurderer den administrerende direktør for Bravo Tours, Peder Hornshøj.
Ud over Bravo Tours benyttede Apollo Rejser sig af Primera Air.
I 2017 var selskabet det 20.-største flyselskab i Københavns Lufthavn med 278.794 passagerer, skriver luftfartsmediet Check-in.dk.
Primera Air rådede over i alt 15 fly, da selskabet gik konkurs.
Morten Hans Jakobsen kan endnu ikke oplyse, hvorfor der var så få penge tilbage i Primera Air, da selskabet gik konkurs.
Det er kuratorerne stadig i gang med at undersøge.