Sophie Trelles-Tvede var bare 19 år, da hun sad med næsen i bøgerne på sit studie og blev irriteret over, at hun fik ondt i hovedet af sin hårelastik. Ved siden af hende hang en telefon med spiralledning, og vupti, så havde hun klippet et stykke af ledningen og sat den i håret.

Det blev startskuddet til et imponerende iværksættereventyr.

Sammen med sin kæreste Felix Haffa udviklede Sophie Trelles-Tvede en prototype på den lille hårelastik og kaldte den 'Invisibobble'.

Otte år senere sælges Invisibobble i over 70 lande – og omsætningen skal måles i millioner. Et trecifret antal millioner, vel at mærke.

Hårelastikken, som har gjort den unge dansker rig og succesfuld.
Hårelastikken, som har gjort den unge dansker rig og succesfuld. Claus Bech

Sidste år omsatte virksomheden, som har hovedkvarter i den sydtyske by München, for 150 millioner kroner, skriver BBC.

Opfindelsen har givet hende en frihed og nogle muligheder, som mange af hendes jævnaldrende ikke har. Det har hun tidligere fortalt om i et interview med Berlingske.

»De fleste på min alder har ikke råd til at spise ude eller købe nye sko, og jeg kan godt føle mig lidt alene på det punkt. Mine venner studerer stadig eller har lige fået det første job, hvor de ikke får den største løn. På den måde er det rart, at min kæreste er min partner i virksomheden, så vi forstår hinanden,« siger Sophie Trelles-Tvede.

Succesen er bestemt ikke gået ubemærket hen i erhvervskredse.

I 2016 kom Sophie Trelles-Tvede på listen '30 under 30 – Europe', som det prestigefyldte erhvervsmagasin Forbes' står bag. Listen kårer de 30 største iværksættere i Europa.

Sophie Trelles-Tvede var den yngste på listen – og den eneste dansker. Invisibobble producerer sine hårelastikker, -bånd og -spænder i Sydkorea, Kina og Tyskland. Selskabet har over 100.000 følgere på Instagram, og dets største kundemarked er USA.

»Det føles virkelig som en stor ære. Specielt når det er en så stor organisation som Forbes, der står bag listen. Men det viser bare, at vi gør noget rigtigt lige nu,« sagde hun dengang til B.T.

I dag har Invisibobble over 100 ansatte. Hårelastikken sælges i alt fra apoteker og frisører til sportsforretninger og modebutikker.