Danske Sophie Trelles-Tvede troede ikke på det, da hun fik af vide, at hun var blevet anerkendt af Forbes som en af de største iværksættere i Europa under 30 år.

22-årige Sophie Trelles-Tvede har formået noget, som de fleste danskere aldrig kommer til at opleve. Hun har sammen med sine samarbejdspartnere Felix Haffa, Daniel Haffa og Niklas Epstein skabt en millionforretning på sin egen idé. Hårelastikken 'Invisibobble', som er nemmere at sætte håret op med, og som skåner håret.

Men derudover har hun formået at komme på listen '30 under 30 - Europe', som det prestigefyldte erhvervsmagasin Forbes har offentliggjort. Listen kårer de 30 største iværksættere i Europa, og det er ifølge Sophie Trelles-Tvede en helt specielt følelse.

»Det føles virkelig som en stor ære. Specielt når det er en så stor organisation som Forbes, der står bag listen. Men det viser bare, at vi gør noget rigtigt lige nu,« siger hun til bt.dk.

For nogle måneder siden fik Sophie Trelles-Tvede og resten af 'Invisibobble' af vide, at de var blandt de 5.000 nominerede til denne liste. Uden de vidste, hvem der havde nomineret dem til prisen.

Men ingen af de to havde regnet med, at de ville blive blandt de endeligt udvalgte. Derfor undrede den 22-årige dansker sig, da hun under et møde i virksomheden kunne mærke, at hendes mobiltelefon blev ved med at vibrere.

Felix Haffa, som befandt sig på virksomhedens lager, havde lagt en besked om, at hun skulle ringe tilbage så hurtigt som muligt. Men da Sophie Trelles-Tvede fik overrakt nyheden, havde hun svært ved at tro på det.

»Det første, jeg udbrød, var 'seriøst?' Men Felix fortalte igen, at vi var blevet udvalgt. Det var jo bare en helt vanvittig følelse. Derefter udvekslede vi bare en blanding af underlige lyde over telefonen, hvor der ikke rigtig kom nogen ord ud. Vi var bare utroligt glade,« fortæller Sophie Trelles-Tvede, som til daglig bor i Tyskland, hvor 'Invisibobble' har hovedsæde.

Tirsdag var hun i London for at mødes med de andre iværksættere, der var kommet på den prestigefyldte liste. Og her gik det for alvor op for hende, hvor stort hendes produkt er blevet. Hun så, at folk hun ikke kendte gik rundt med hendes produkt og kom hen til hende for at rose det.

»Vi er selvfølgelig glade for prisen, men hvad der virkelig gør os stolte, er, når vi oplever fremmede mennesker kommer hen og roser vores produkt.«

Endnu har Sophie Trelles-Tvede og hendes samarbejdspartnere endnu ikke modtaget nogen forklaring fra Forbes, hvorfor de blev udvalgt. Men hun håber, det sker, når de til april skal til Tel Aviv for at mødes med alle vinderne fra de andre verdensdele.

Til den tid regner Sophie Trelles-Tvede med, at hendes virksomhed 'Invisibobble' allerede er udkommet med nye produkter. Planen er nemlig, at der vil komme nye produkter på markedet fra februar og løbende resten af året.