I intet mindre end 124 år har landets ældste boghandlerkæde, Arnold Busck, langet bøger over disken.

Dermed er det en virksomhed sprængfyldt med historie, danskerne må vinke farvel til, efter Arnold Busck mandag indgav konkursbegæring og annoncerede at de - som konsekvens af coronakrisen - lukker alle butikker.

Men den folkekære boghandlerkæde er også et livsværk, som Busck-familien nu må se glide gennem deres fingre.

Siden boghandlerkædens spæde start for mere end 100 år siden har hele fire generationer siddet i direktørstolen - senest Helle Busck Fensvig, hvis oldefar grundlagde det, der sidenhen er blevet til Danmarks største og ældste kapitalkæde af boghandlere.

Arnold Busck grundlagde i 1896 det, der senere blev til Danamrks største kapitalkæde i bogbranchen.
Arnold Busck grundlagde i 1896 det, der senere blev til Danamrks største kapitalkæde i bogbranchen.

Startskuddet til Arnold Busck gik helt tilbage i 1896, hvor Arnold Andreas Bull Ahrensen Busck etablerede sig som boghandler sammen med J.L Wisbech under navnet  B. & Wisbech i en butik på Pilestræde i det centrale København.

Syv år senere, da Wisbech trådte ud af forretningen, valgte Arnold Busck at føre den videre i eget navn og flytte den nogle 100 meter til Købmagergade, hvor den stadig ligger den dag i dag.

Siden da er der dog kommet en del flere butikker til - 29 spredt ud over hele Danmark for at være helt præcis, og der har også været adskillige generationsskifte i ledelsen.

I 1931 overtog Helge Arnold Busck direktørstolen fra sin far, og historien gentog sig selv, da hans søn, Ole A. Busck, overtog familieforetagendet i 1963.

Siden 1903 har der ligget en Arnold Busck boghandel på Pilestræde i København. Her ses boghandlen i 1996.
Siden 1903 har der ligget en Arnold Busck boghandel på Pilestræde i København. Her ses boghandlen i 1996. JAKOB DALL

Da Ole Arnold Busck i 2007 fratræder som direktør i en alder af 70 år, er der dog en årrække, hvor det ikke er et medlem af Busck-familien, der sidder bag roret i firmaet i virksomheden.

I 2008 opkøber Arnold Busck nemlig den konkurrerende boghandlerkæde B.O. Bøger, og stifteren af denne kæde, Jørn Bach, bliver direktør for den nye fusionerede storkæde, som har 37 butikker og en omsætning på godt 500 millioner kroner.

Samme år bliver Helle Busck Fensvig - datter af Helle Busck Fensvig - formand for bestyrelsen i virksomheden, så da Jørgen Bach i 2010 sagde sit job op, ventede der pludselig hende en stor opgave i at skulle finde en ny direktør. Og så alligevel ikke.

»Opgaven handlede om noget af det, jeg havde erfaring med i forhold til omstruk­turering og innovation. Pludselig virkede det ret naturligt, at jeg gav det en chance,« sagde Helle Busck Fensvig i et interview med Berlingske tilbage i 2015.

Ole Arnold Busck sad som tredje generation i direktørstolen fra 1963 til 2007.
Ole Arnold Busck sad som tredje generation i direktørstolen fra 1963 til 2007. Bjarne Lüthcke

I sin ungdom havde Helle Busck Fensvig ikke den mindste interesse i bogbranchen, så i stedet for at følge i faderens fodspor, læste hun økonomistudier på CBS i fem år, hvorefter hun blandt andet var investment banker i Danske Bank.

Da hun pludselig besluttede at give detailhandlen en chance, var hendes far derfor ovenud lykkelig: »Jeg var salig indeni. Det var pragtfuldt,« sagde Ole Arnold Busck til Berlingske i 2015.

Helle Busck Fensvig var også klar til at påtage sig opgaven.

»Jeg har store forventninger og glæder mig meget. Det er et særligt stort ansvar for mig, da jeg er 4. generation i Busck-familien, men et ansvar, jeg er parat til at løfte,« sagde hun til BogMarkedet i 2010.

Det lykkedes da også kortvarigt Helle Busck Fensvig at vende underskud til overskud, men de seneste år har Arnold Busck blandt andet kæmpet med en ødelæggende proces ved implementering af et nyt it-system.

Konsekvensen af det blev, at det i regnskabet fra 2018/2019 fremgik, at boghandlerkæden omsatte for 317 millioner kroner men tabte 14,3 millioner kroner, hvilket var andet år i streg med underskud. Samme år havde de en gæld på 62,9 millioner.

Og så skete det, som ingen kunne have forudset - en verdensomspændende virus tvang Arnold Busck til at lukke deres butikker på ukendt tid, hvilket blev dødsstødet for boghandlerkæden, der i forvejen kæmpede med økonomien.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Busck-familien, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelser.