»Det er skammeligt, at det skulle ske.«
Sådan lyder ekspert i detailhandel, Bruno Christensens, reaktion på, at Arnold Busck mandag oplyste i en pressemeddelelse, at kæden har indgivet konkursbegæring og lukker alle butikker.
En ifølge ham rigtig ærgerlig nyhed.
»Det er en kæde, som igennem de senere år har gjort en rigtig stor indsats for at udvikle deres butikker, og har kæmpet en brav kamp, så jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at der endt, som det er.«
Bruno Christensen mener, at Arnold Busck er en kæde, der efter bedste evne har forsøgt at tilpasse sig et marked, hvor forbrugerne godt kan lide at 'kigge rundt'.
»I deres butik på Købmagergade har de eksempelvis forsøgt sig med en lille café, så jeg synes på alle måder, de har været en dynamisk boghandlerkæde på et marked, som ellers er hårdt præget af internethandlen.«
Selvom Arnold Busck ifølge Bruno Christensen har gjort alt i deres magt til at overleve på et presset marked, har de nok ikke kalkuleret med et verdensomspændende virusudbrud.
Endnu et benspænd, der er kommet fra højre, og har tvunget kæden til at lukke - ikke kun i en periode men for altid.

'Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. Covid-19-nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende,' lyder det i pressemeddelelsen.
'Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt,' skriver virksomheden.
I Arnold Buscks seneste regnskabsresultat fra 2018/2019 omsatte boghandlerkæden for 317 millioner kroner og tabte 14,3 millioner kroner og kunne dermed præsentere underskud for andet år i træk.
De havde i samme periode en gæld på 62,9 millioner kroner.
Arnold Busck har de seneste år haft underskud i deres årsregnskaber, var en konkurs ikke uundgåeligt udfald - coronakrise eller ej?
»Nej, der er ingen tvivl om, at coronatiden med lukkede butikker har været dødsstødet,« siger Bruno Christensen.
»Gennem de senere år har de balanceret, og så skal der ikke så forfærdeligt meget til, at vægtskålen tipper til den forkerte side.«
Arnold Busck har 29 butikker rundt omkring i Danmark.