Den danske ambulancetjeneste Falck har overhalet den største konkurrent i USA i kampen om en gigantkontrakt.

For efter 22 år er USA’s største ambulanceservice American Medical Response (AMR) nu skubbet til side i storbyen San Diego, hvor Falck er tæt på at lande selskabets største kontrakt i USA.

Falcks globale ambulancedirektør, Jakob Just-Bomholt, fortæller, at den danske koncern er blevet valgt som den foretrukne partner i den californiske storby.

»Vi er meget tilfredse med at være blevet foretrukket i konkurrence med flere andre bydere. Vi lever af konkurrencen, og vi ser det amerikanske ambulancemarked som det mest lovende. Det har et markant vækstpotentiale for os,« siger han.

I juli begyndte Falck sin hidtil største kontrakt i USA, hvor man kører ambulance for mere end 1,4 millioner californiere i Alameda County i San Francisco. Kontrakten i San Diego er en smule større, lyder det.

Præcis hvor stor, ønsker Falck endnu ikke at oplyse. Men kontrakten med millionbyen svarer til en hel dansk region, oplyses det.

Chef for San Diegos brand- og redningsmyndighed Colin Stowell siger til avisen The San Diego Union Tribune, at byens indbyggere bør glæde sig over, at Falck står til at overtage ambulancekørslen efter AMR.

»De er den største ambulancevirksomhed i verden – de er bare ikke kendte her,« siger han og suppleres af sin vicedirektør, Chris Heiser, der oplyser, at Falck har et halvt års tid til at komme på plads i byen.

For når byens nuværende kontrakt med AMR udløber 30. juni, så skal omkring 60 ambulancer til en værdi af godt to millioner kroner stykket være køreklar.

»Vi er nødt til at give dem en rimelig tid til at købe udstyr, flytte personale over og opsætte deres infrastruktur for at begynde at levere tjenester,« siger Chris Heiser.

Falck oplyser, at man regner med, de endelige forhandlinger med San Diego by vil vare indtil begyndelsen af det nye år.

»Nu skal kontrakten forhandles endeligt på plads, men det er selvfølgelig et godt skridt at være blevet foretrukket foran konkurrenterne, og det siger også noget om den plads, vi har fået på det amerikanske marked,« siger Jakob Just-Bomholt.

Falck-ambulancer kommer sandsynligvis til også at køre i San Diego. Arkivfoto
Falck-ambulancer kommer sandsynligvis til også at køre i San Diego. Arkivfoto Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Han henviser til, at Falck er blevet den næststørste ambulanceoperatør i USA med omkring 5 procent af markedet. Falck kører i forvejen ambulance i ni stater i USA med hovedvægten i Californien.

Men Falck, der har 2500 ambulancer i lande verden over, er verdens største internationale ambulanceoperatør og vil gå efter en endnu større markedsandel ‘over there’.

Det amerikanske marked udgør cirka en fjerdedel af Falcks samlede forretning.

»Vi tager hver kontrakt for sig, og vi har identificeret en pipeline af kontrakter. I den kortlægning, vi har lavet af det amerikanske marked, kan vi se, at der potentielt kan være mere end 20 interessante kontrakter i spil om året,« siger Jakob Just-Bomholt.