Under konkurs.

Som en af Danmarks rigeste er der ellers millioner nok på kontoen, men alligevel er selskabet Interinvest A/S under konkurs.

»Jeg må nappe den sorte plet, som forhåbentlig ikke bliver særlig stor,« skriver rigmanden bag Interinvest A/S, Lars Erik Nielsen, til Finans.dk, der har historien først.

Det er Lars Erik Nielsens første konkurs med et selskab.

Han har i tidens løb haft forskellige kasketter på. Racerkører og iværksætter er nogle af dem. Vandfly gjorde ham til mange­millionær.

Faktisk har Lars Erik Nielsen deltaget fem gange fra 2004 - 2008 i racerløbet Le Mans. Han har været på podiet tre gange.

Men nu må han 'nappe den sorte plet' og gå konkurs med et selskab.

Egentlig var planen - ifølge rigmanden selv - at betale for en lukning af Interinvest gennem en likvidation, da selskabet ikke længere havde aktiviteter, skriver Finans.

Men sådan endte det altså ikke for den 70-årige Lars Erik Nielsens selskab.

Lars Erik Nielsen solgte for flere år tilbage selskabet 'Maldivian Air taxi', noget som han tjente en milliard på.

Lars Erik Nielsen er 70 år og far til tre piger, hvoraf er den ene er Christina Nielsen, en dansk racerkører, og den første danske kvinde, der kører det berømte 24-timers racerløb Le Mans.