Det er ikke billigt at købe mursten i Aarhus C.
Det har ejendomsselskabet Emilienborg nu også erfaret. De har nemlig måtte betale den nette sum af 91,5 millioner kroner for en ejendom på Sankt Clemens Torv i Aarhus.
Det skriver Lokalvisen Aarhus.
»Det er en spændende ejendom, som oprindeligt er opført som bank- og kontorbygning i 1967. Med den centrale beliggenhed ser vi positivt på mulighederne for at finde et godt match til ejendommen inden for butik, restaurant og kontor,« siger direktør i Emilienborg, Thorkil Kristensen, i en pressemeddelelse.
Ejendommen er hele 3200 kvadratmeter og har hele fem etager samt en høj kælder.
»Den gældende lokalplan giver mulighed for, at der fremadrettet vil kunne skabes et mere attraktivt og levende butiksliv i området omkring Sank Clemens Torv og Bispetorvet. Målet er at skabe en bedre sammenhæng mellem Strøget, Sankt Clemens Stræde og Store Torv,« siger Thorkil Kristensen.
Indtil nu har ejendommen fungeret som hovedsæde for Nordea i Aarhus, men banken flytter i 2022 ind i et nybyggeri på Frederiks Plads.
Det er ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen Erhverv Aarhus, der har formidlet handlen på vegne af PKA Pension, skriver Lokalavisen Aarhus.


