Har du også tænkt over, hvad der bliver af tøjbøjlen, når du har købt et stykke tøj?

Nu har Salling Group fundet ud af, hvad de skal gøre med alle deres bøjler, når de har solgt tøj fra mærket VRS i Føtex eller Bilka.

Det oplyser Salling Group i den pressemeddelelse.

»De færreste kunder ønsker at tage bøjlerne med hjem, og selv om der i Danmark er gode muligheder for genanvendelse, har vi, helt lavpraktisk, haft svært ved at finde en samarbejdspartner, der kunne håndtere udfordringen med at skille metalkrogen fra plastikbøjlen,« siger tekstildirektør i Salling Group, Jette Radich.

Men nu er det lykkedes ISS Facility Services at finde en løsning i samarbejde med RenoFyn i Nyborg. Løsningen går ud på, at man kværner den indsamlede plast i stykker og ved hjælp af magnet- og forskellige andre teknologier sortere metaller, gummi og andre 'urenheder' fra plastikken.

Når bøjlerne er knust og sorteret, bliver plastikken omsmeltet til granulat, som RenoFyn sælger til produktion af nye plastikprodukter. Det nye samarbejde trådte i kraft august 2021, og siden da har Salling Group leveret 55 ton plastikbøjler til genbrug, svarende til cirka en million bøjler.

»Vi vidste, at der var et stort uudnyttet potentiale, og ikke mindst en kæmpe miljømæssig gevinst, ved at genanvende bøjlerne, så vi er utrolig glade for at have fundet et løsning,« siger Jette Radich.

Salling Group omsætter årligt mere end 20 millioner stykker tøj under mærket VRS, der sælges i Føtex og Bilka.