Lidt mere end to år er gået, siden stifteren af Jysk-imperiet, den folkekære købmand Lars Larsen, sov ind.
Nu er boet efter ham gjort op – og ejerandelene er blevet fordelt mellem hans børn og børnebørn.
Det oplyser Lars Larsen Group i en pressemeddelelse.
Det betyder, at Lars Larsens to børn og fire børnebørn nu officielt hver ejer 16,5 procent af kapital og stemmer i Lars Larsen Group.
Den sidste procent ejes af Lars Larsens Jysk Fond.
»Jeg er glad for, at boet efter min far nu er gjort op, så vi kan koncentrere os 100 procent om at kigge fremad og sikre den fortsatte udvikling af Lars Larsen Group som en stærk, dansk, familieejet koncern,« siger sønnen Jacob Brunsborg, der er bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, og fortsætter:
»Det er vigtigt for alle i familien, at Lars Larsen Group fortsat bidrager positivt til samfundet – både i form af vækst og jobskabelse og i forhold til at investere i nogle af de teknologier, som skal være med til at løse nogle af de udfordringer, verden står overfor rent klimamæssigt.«
I forbindelse med bobehandlingen er der betalt mere end én milliard kroner til statskassen, oplyses det.
Lars Larsen sov ind 19. august 2019 som følge af en kræftsygdom.



