Legos klodser vil fremover blive lavet af genbrugsplast fra en flaske. Det slår en ny prototype fast.

Efter adskillige års laboratorietimer, milliarder af kroner og test af 250 forskellige slags klodser, tør Lego godt tro på, at de har en chance for udelukkende at producere bæredygtige legoklodser. Det skriver Finans.

»Det er en vigtig milepæl, for det er første gang, vi kan vise en prototype af den klassiske legoklods lavet af bæredygtigt materiale, nemlig plastikflasker, som lever op til vores meget høje krav, og hvor klodserne griber ind i hinanden på den helt rigtige måde,« fortæller Tim Brooks, der er chef for miljøansvarlighed i Lego, til mediet.

Siden 2015 har han siddet med i en gruppe på nu 150 medarbejdere, der gentagne gange har testet materialer for at finde ud af, om det var muligt at lave en legoklods af genbrugsplast.

Og efter at have testet 250 klodser af det PET-plast, som plastiksodavandsflasker er lavet af, er de nu kommet frem til en prototype. Desuden har de fundet ud af, at der kan produceres 10 legoklodser ud af en enliters plastiksodavandsflaske.

Projektet er en helt central del af Legos overordnede klimamålsætning om at være klimaneutral. I første omgang investerede Lego 150 millioner dollars på at udvikle et bæredygtigt materiale til klodserne. Sidenhen har Lego investeret yderligere 400 millioner dollars for at accelere bæredygtighedsindsatsen.

Det bliver dog stadig en udfordring at nå målet om, at alle legoklodserne skal være lavet af bæredygtig plast i 2030, da der på nuværende tidspunkt kun er tale om en prototype.

Tim Brooks påpeger, at der stadig skal findes ud af, hvordan der kan produceres stabile klodser i både farve og form, og derudover skal der ses på, hvordan produktionen kan skalere hurtigst muligt.